dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Langeland frifindes for fejlfjernelse af tvillinger

Retten i Svendborg finder, at Langeland Kommune har handlet uagtsomt, men ikke af en vis grovhed. Borgmesteren er dog ærgerlig over situationen.

LANGELAND: Onsdag faldt der dom i sagen om den uretmæssige tvangsfjernelse af Sandie Hansens to tvillingesønner. Retten i Svendborg frikender Langeland Kommune, men finder, at kommunens sagsbehandling har været behæftet med fejl og mangler, skriver Fyens Stiftstidende

"Retten finder samlet set, at Langeland Kommunes sagsbehandling har været behæftet med fejl og mangler... Det er ligeledes påvist, at Langeland Kommune til dels har handlet culpøst, men der er ikke tale om en culpøs krænkelse af en vis grovhed", står der i afgørelsen. At handle culpøst vil sige at handle, så man kan pådrages erstatsningsansvar.

Retten lægger herved vægt på, at det af praksis følger, at bedømmelsen for offentlige myndigheder er lempelig, henset til den flerhed af interesser, som en offentlig myndighed skal tilgodese under deres myndighedsudøvelse, skriver TV2 Fyn.

Forventet at den ender i landsretten

Sandie Hansen krævede 350.000 kr. i erstatning til sig selv og sine to børn som følge af en fejlbehæftet sagsbehandling, og at tvangsfjernelserne skete på baggrund af misvisende oplysninger, siger hun. 

Den erstatning er dog ikke i udsigt nu, hvor Langeland Kommune er frifundet. 

- Når man har været igennem kværnen og har oplevet, at der ikke er retssikkerhed, så kommer det ikke bag på mig, men vi tager den videre. Uanset resultatet havde jeg forventet, at sagen ender i landsretten, siger Sandie Hansen til Fyens Stiftstidende.

Morens advokat vil også gerne have landsretten til at se på, om det lovbrud, der er begået, vil kunne tillægge Sandie Hansen erstatning.

- Jeg mener, at det er åbenlyst, at der er begået magtfordrejning og lovbrud. Nu skal vi lige nærlæse dommen, men Sandie og jeg har allerede drøftet, at den skal ankes, siger Jeanette Gjørret til mediet.

"Jeg er ikke tilfreds"

Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) siger til TV2 Fyn, at han er ærgerlig over sagen.

- Jeg synes det er ulykkeligt, at vi overhovedet har en retssag, for så har vi ikke gjort vores arbejde godt nok, når vi har en borger der har følt sig nødsaget til at gå til retssystemet. Jeg er ikke tilfreds, når borgerne ikke er tilfredse, siger han.

- Jeg anerkender - og det har jeg hele tiden gjort - at der er fejl og mangler i hendes sag og i andres sager. Derfor tog jeg også initiativ til at få et eksperthold fra Socialstyrelsen til at hjælpe os med at gøre det bedre.

Taskforcen har siden 2022 hjulpet Familieafdelingen i Langeland Kommune med at styrke fagligheden. Taskforce-samarbejdet er blevet forlænget frem til senest foråret 2025, og kommunen har ansøgt om at få ordningen udvidet med endnu et år.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.